En del virksomheder, der sælger varige forbrugsgoder, har over årene skabt koncepter, der har udnyttet forskellen mellem den danske og især den tyske momssats. Kunden har indgået en aftale med den danske virksomhed og herefter hentet varen i Tyskland. På baggrund af en nylig dom fra Højesteret skærper SKAT nu kursen overfor disse koncepter.
Højesteret har i juni 2010 afsagt dom i en principiel sag om det momsmæssige beskatningssted for handlerne i et dansk-tysk grænsehandelsarrangement med salg af jetbåde, jetski og bådtrailere mm. Dommen har betydning for alle salg af varer i tilsvarende grænsehandelskoncepter, f.eks. salg af campingvogne, elektronikudstyr, hvidevarer mv.
Højesteret fandt på baggrund af en konkret bedømmelse, at de danske kunders købsaftaler var indgået her i landet med den danske detailforretning og ikke med det tyske firma, der deltog i arrangementet. Det tyske firma havde reelt kun fungeret som et uselvstændigt mellemled i forbindelse med bådenes udlevering til de danske kunder og købesummens betaling.
Den danske detailforretnings levering blev derfor anset for at være sket til kunden og ikke til det tyske firma. Da bådene mv. befandt sig her i landet på det tidspunkt, hvor transporten til kunden (den endelige aftager) begyndte, var leveringsstedet her i landet, hvorfor der skulle betales moms i Danmark af salgene.
Højesterets bedømmelse adskiller sig på flere områder fra de forhold, der tidligere er blevet lagt vægt på af Skatterådet og Landsskatteretten i lignende sager. Disse tidligere afgørelser kan derfor ikke længere påberåbes.
I stedet fastlægger Skatteministeriet i et styresignal en række punkter, der taler for, at salget i et grænsehandelskoncept skal ske med dansk moms, selvom varen (eller varerne) afhentes i udlandet, typisk Tyskland. Nedenstående punkter nævner Tyskland, men de gælder for alle lande, hvor der kan tænkes etableret et grænsehandelskoncept.
Et grænsehandelsarrangement skal sammenholdes med ovenstående forhold i den konkrete bedømmelse, der skal foretages, idet det skal fremhæves, at ikke alle momenter nødvendigvis skal være til stede samtidig. Der er således tale om en samlet konkret bedømmelse af hvert enkelt arrangement.
Sammenfattende må det konkluderes, at grænsehandelskoncepter, hvor den udenlandske partner alene fungerer som et udleveringssted og hvor dennes ”varelager” alene består af varer, der reelt er solgt, ikke kan drives, så varerne sælges med den lavere udenlandske momssats.
Den udenlandske partner skal som minimum drive salg af tilsvarende goder for egen regning og risiko og reelt være i stand til at tilbyde samme vare, uden at den danske virksomhed indgår i transaktionen.
Danske virksomheder, som deltager i eller har deltaget i grænsehandelskoncepter svarende til eller lignende det grænsehandelsarrangement, der var til påbedømmelse i Højesteretsdommen, og som ikke har momsberigtiget deres varesalg i Danmark, vil kunne få genoptaget deres afgiftstilsvar af SKAT inden for de frister, der fremgår af skatteforvaltningsloven, dvs. med tre års tilbagevirkende kraft.
I denne forbindelse skal det bemærkes, at fortsætter en dansk virksomhed et grænsehandelskoncept, der efter Højesteretsdommen og styresignalet ikke længere opfylder betingelserne, vil dette kunne anses som forsætligt eller groft uagtsomt og dermed give hjemmel til at foretage en såkaldt ekstraordinær genoptagelse af momstilsvaret, der rækker ud over den normale 3-årige forældelse.