Pensionsordninger

Pensionsordninger

Når dit arbejdsliv eller dit privatliv forandrer sig, er det en god anledning til at få tjekket om din pensionsopsparing er, som den bør være. Formålet med en pensionsopsparing er at sikre, at du har penge nok til at have et godt liv, når du bliver pensionist. Derudover kan der være tilknyttet en del forsikringer eller risikodækninger til din opsparing, og alt dette bør du regelmæssigt få lavet et serviceeftersyn på.

Desværre viser flere undersøgelser, at de selvstændige erhvervsdrivende sparer mindre op til pension end lønmodtagere i Danmark. Lønmodtagerne er typisk dækket af aftaler via deres arbejdsgivere.

Nogle virksomhedsejere vælger desuden at få udbetalt de pensionsordninger, som de har opbygget tidligere i arbejdslivet, for så at investere dem i deres egen virksomhed. Det kan give god mening i nogle situationer, men det stiller endnu større krav til dine overvejelser omkring din økonomi, når du skal trække dig tilbage.

Det er heller ikke lige meget, hvad du vælger at gøre med de penge, som du evt. får ud, hvis du vælger at sælge din virksomhed. Her er der en lang række overvejelser, som du bør kende til, så du ikke får nogle kedelige overraskelser senere i livet. Vi kan hjælpe dig med at få et overblik over, hvordan økonomien kan blive for dig som pensionist.

Vi kan desuden rådgive dig om, hvad du selv kan gøre for at få mest muligt ud af dine penge her og nu, men samtidig hjælpe dig med at få sat rammerne for en tryg økonomisk tilværelse den dag, du vælger at stoppe med at arbejde.