Hvornår er julegaven skattefri?

Gaver fra arbejdsgiver til medarbejder er normalt skattepligtige og beskattes på samme måde som løn. Gaver i form af kontanter beskattes altid, og arbejdsgiveren skal indeholde AM-bidrag og A-skat.

Julegaver

Naturaliegaver i anledning af jul eller nytår er skattefri, hvis gavens værdi ikke overstiger 800 kr.

Består julegaven derimod af et gavekort, er medarbejderen som udgangspunkt skattepligtig af gavekortets værdi, også selv om værdien maksimalt udgør 800 kr. Men i praksis er det accepteret, at et gavekort kan sidestilles med en naturaliegave, forudsat at gavekortet kun kan anvendes til køb af ting, som arbejdsgiveren på forhånd har udpeget.

Regler og praksis er de samme, som da der skulle indkøbes julegaver i 2014.

Vælger arbejdsgiveren at indkøbe ”Byens gavekort” til en værdi af maksimalt 800 kr., der kan bruges i mange af byens butikker, er praksis klar – medarbejderen er skattepligtig af gavekortets pålydende. Har gavekortet derimod et begrænset anvendelsesområde, er medarbejderen skattefri, når værdien er maksimalt 800 kr.

Praksis

Fra praksis kan nævnes følgende afgørelser:

Der var tale om et koncept, hvor arbejdsgiveren udvalgte 25 forskellige gaver, og betalte gaverne på forhånd. Den enkelte medarbejder kunne herefter på internettet selv vælge, hvilken gave der skulle være årets julegave. Gaven kunne ikke ombyttes til kontanter. Årets gave var skattefri, da konceptet måtte sidestilles med en naturaliegave, og værdien maksimalt udgjorde 800 kr.

En arbejdsgiver påtænkte, at årets julegave til medarbejderne skulle være et gavekort til en bestemt restaurant, og værdien af gavekortet ville maksimalt være 800 kr. Gavekortet gav ret til at vælge mellem tre forskellige menuer på restauranten. Gavekortet skulle udstedes til den enkelte medarbejder og kunne ikke ombyttes til kontanter. Skatterådets svar var, at der var skattefrihed for årets julegave.

Indberetning

Er julegaven ikke skattefri for medarbejderen, skal arbejdsgiveren foretage indberetning til SKAT.