Årsopgørelsen for 2014

Mandag den 9. marts 2015 kan cirka 4,4 mio. danske skatteydere se deres årsopgørelse for 2014 på www.skat.dk/TastSelv Borger.

Visse tal fra forskudsopgørelsen er overført til årsopgørelsen

Som noget nyt har SKAT automatisk overført visse oplysninger fra forskudsopgørelsen til årsopgørelsen. Der kan være tale om såvel indtægter som fradrag.

Man har pligt til at tjekke om oplysningerne på årsopgørelsen er korrekte. Da der kan være sket automatisk overførsel af visse indtægter og fradrag fra forskudsopgørelsen til årsopgørelsen, er det i år endnu vigtigere at være omhyggelig med at tjekke tallene.

Befordringsfradraget vil i mange tilfælde være overført til årsopgørelsen, og det er jo ikke sikkert, at dageantallet for befordring anført i forskudsopgørelsen stemmer med det faktiske antal dage, der er kørt mellem hjem og arbejde. Derfor skal tallet rettes, hvis der er afvigelser.

På indtægtssiden kan eksempelvis lejeindtægter være overført, og her kan der naturligvis også være afvigelser.

Rettelser eller tilføjelser

Er tallene på årsopgørelsen korrekte, skal man ikke foretage sig noget. Eventuel overskydende skat vil blive indsat på NemKonto den 7. april 2015.

Rettelser og tilføjelser skal indtastes senest den 1. maj 2015. Indtastes ændringerne senest den 26. marts 2015, vil overskydende skat blive udbetalt den 7. april 2015.

Ved indtastning af ændringer kan man straks se den nye årsopgørelse.

Ingen årsopgørelse

Hvis man har en udvidet selvangivelse eller er gift med en person med en udvidet selvangivelse, er der ingen årsopgørelse at finde i TastSelv den 9. marts 2015. Denne persongruppe kan i stedet se en servicemeddelelse, som indeholder de oplysninger, som SKAT allerede er bekendt med.