Virksomhedsordningen

Kort tid inden Folketinget gik på sommerferie, fremsatte den daværende Skatteminister et lovforslag, der ”forbyder” opsparing af årets resultat i virksomhedsordningen, når indskudskontoen er negativ, eller virksomhedens aktiver er stillet til sikkerhed for privat gæld. Lovforslaget er nu vedtaget, og der er kun sket små ændringer undervejs.

Ingen opsparing af årets overskud

Fra og med den 11. juni 2014 er hovedreglen, at der ikke kan foretages opsparing af årets overskud mod betaling af den foreløbige virksomhedsskat, hvis:

  • Indskudskontoen er negativ primo og/eller ultimo indkomståret
  • Der før den 11. juni 2014 er stillet aktiver, der indgår i virksomhedsordningen, til sikkerhed for gæld, der ikke indgår i virksomhedsordningen.

Der gælder dog en bagatelgrænse på 500.000 kr. Hvis summen af den numeriske værdi af en negativ indskudskonto og gæld/sikkerhedsstillelse (det laveste beløb af enten gælden eller sikkerhedsstillelsen) maksimalt udgør 500.000 kr., kan der alligevel spares op i virksomhedsordningen.

Endvidere er der fastsat en overgangsregel for sikkerhedsstillelse, der er etableret før den 11. juni 2014. Overgangsreglen betyder, at den selvstændigt erhvervsdrivende får respit indtil den 31. december 2017 til at få afviklet sikkerhedsstillelsen. Der kan foretages opsparing af overskud i perioden 2014-2017. Viser det sig, at sikkerhedsstillelsen ikke er afviklet inden 1. januar 2018, vil det opsparede overskud blive anset for hævet i 2018 og dermed beskattet på normal vis.

En selvstændigt erhvervsdrivende med en positiv indskudskonto, som har stillet sikkerhed i virksomhedens aktiver for privat gæld, kan altså i de næste godt tre år fortsat foretage opsparing i virksomhedsordningen, hvis den pågældende sørger for, at sikkerhedsstillelsen fuldt ud er afviklet inden den 1. januar 2018.

Har den selvstændigt erhvervsdrivende derimod såvel en negativ indskudskonto som en sikkerhedsstillelse etableret før den 11. juni 2014, skal der ageres nu. Er indskudskontoen negativ med eksempelvis 300.000 kr., og er der stillet sikkerhed for privat gæld i virksomhedens aktiver for 2 mio. kr., er der ikke mulighed for opsparing, da bagatelgrænsen på 500.000 kr. er overskredet. Den negative indskudskonto skal udlignes, så den bliver 0 eller positiv. Hvis man gør det, kan der opspares overskud, da sikkerhedsstillelsen blot skal være afviklet inden udgangen af 2017.

Etablering af sikkerhedsstillelse den 11. juni 2014 eller senere

Der er ingen grund til fremover, det vil sige fra og med den 11. juni 2014, at optage et privat lån og stille sikkerhed i virksomhedens aktiver. Konsekvensen af denne fremgangsmåde er, at det laveste beløb af enten gælden eller sikkerheden anses for en hævning i virksomheden.

Sikkerhedsstillelse i forbindelse med en blandet ejendom, hvor boligen bebos af den selvstændigt erhvervsdrivende, har dog ingen skattemæssige konsekvenser, når gælden ikke overstiger værdien af privatboligen.

Omgørelse af dispositioner foretaget i 2013

Den selvstændigt erhvervsdrivende har mulighed for at omgøre valg af visse dispositioner i relation til virksomhedsordningen for indkomståret 2013. Muligheden gælder kun for personer, der har:

  • En negativ saldo på indskudskontoen primo eller ultimo indkomståret 2014
  • En eksisterende sikkerhedsstillelse (stillet sikkerhed i virksomhedens aktiver for gæld uden for virksomhedsordningen) den 10. juni 2014.

Muligheden for omgørelse gælder dog ikke, hvis man er omfattet af bagatelgrænsen på 500.000 kr.

De selvangivne dispositioner, der kan omgøres er:

  • Overførsel af finansielle aktiver og passiver samt indskud
  • Beløb, der er bogført på mellemregningskontoen, kan indskydes på indskudskontoen.

Omgørelse af valg skal meddeles SKAT senest den 31. marts 2015.

Forhøjelse af rentekorrektionssatsen

Rentekorrektionssatsen og kapitalafkastsatsen er fra og med indkomståret 2015 ikke længere identiske. Rentekorrektionssatsen er 3 procentpoint højere end kapitalafkastsatsen.

Er det skattemæssige indkomstår 2015 påbegyndt inden den 11. juni 2014, gælder forhøjelsen dog først fra og med indkomståret 2016.