Overgangsordning på vej

Det lovforslag, der den 11. juni 2014 blev fremsat med det formål at forhindre “misbrug” af virksomhedsordningen, forventes at komme til at indeholde en overgangsordning.

Aftale mellem regeringen og Venstre

Regeringen og Venstre er på det overordnede plan blevet enige om, hvilke initiativer der er nødvendige for at skaffe vækst i Danmark - også kaldet ”Skitse til Vækstpakke 2014”. De foreslåede stramninger i virksomhedsordningen er også kommet i spil i den forbindelse.

Sikkerhedsstillelse er sket inden den 12. juni 2014

Har den erhvervsdrivende stillet sikkerhed i virksomhedens aktiver inden den 11. juni 2014 for privat gæld er konsekvensen ifølge det fremsatte lovforslag, at der ikke kan ske opsparing af årets overskud i virksomhedsordningen. Den manglende mulighed for opsparing af overskud gælder så længe sikkerhedsstillelsen eksisterer.

Men det forventes, at der under lovforslagets behandling fremsættes en ændringsforslag, hvorefter det alligevel er muligt at foretage opsparing af overskud i virksomhedsordningen, hvis sikkerhedsstillelsen fuldt ud er afviklet indenfor en 3-årig periode.

Forhøjelse af bagatelgrænsen

Det er ikke muligt at foretage opsparing af overskud i virksomhedsordningen, hvis indskudskontoen er negativ, dog gælder der en bagatelgrænse.

Optager en erhvervsdrivende et lån i privat regi, og anvendes aktiver i virksomhedsordningen som sikkerhedsstillelse fra og med den 11. juni 2014, skal et beløb svarende til sikkerhedsstillelsen, anses for hævet, hvilket vil betyde, at et eventuelt opsparet overskud helt eller delvis kommer til beskatning hos den erhvervsdrivende.

I lovforslaget er der indsat en bagatelgrænse, der betyder, at det alligevel er muligt at foretage opsparing af årets overskud, hvis den nominelle værdi af en negativ indskudskontoen med tillæg af sikkerhedsstillelse, der er sket før den 11. juni 2014, ikke overstiger 100.000 kr.

Det forventes, at der under lovforslagets behandling fremsættes en ændringsforslag, hvorefter bagatelgrænsen forhøjes til 500.000 kr.