Arbejdsudleje - bindende svar

Skatterådet har i to bindende svar om delentreprise i et byggeprojekt godkendt, at der ikke var tale om arbejdsudleje, selv om der ikke var sket permanent outsourcing.

Integreret del

Der er skattemæssigt tale om leje af arbejdskraft (arbejdsudleje), selv om den danske virksomhed indgår en entreprisekontrakt med et udenlandsk firma, hvis det arbejde der skal udføres i Danmark, udgør en integreret del af den danske virksomheds forretningsområde. Selv om arbejdet udgør en integreret del, finder reglerne om arbejdsudleje dog ikke anvendelse, hvis opgaven er permanent outsourcet eller den udenlandske virksomhed har/får fast driftssted i Danmark.

Med hensyn til, hvornår et stykke arbejde udgør en integreret del af den danske virksomheds forretningsområde, kan praksis kort sammenfattes således:

Hvis den danske virksomhed tilbyder at udføre en opgave, så er alle delelementer i opgaven en integreret del af virksomheden. Dette gælder, uanset om man har kvalificerede medarbejdere, der kan udføre opgaven.

Hvis arbejdet udgør en integreret del, er der tale om arbejdsudleje, medmindre opgaven kan anses for permanent outsourcet.

Permanent outsourcing

Fra sommeren 2013 og året ud blev der offentliggjort fire afgørelser, hvor Skatterådet godkendte, at der var tale om permanent outsourcing.

Praksis kan kort sammenfattes som følger:

Der er ikke tale om permanent outsourcing, når opgaven udlægges fra gang til gang, medmindre der anvendes én bestemt entreprenør mv. over en længere årrække (2-6 år), og opgaven er klart afgrænset fra øvrige opgaver, der varetages af den danske virksomhed eller andre underentreprenører mv.

Samtlige fire afgørelser drejer sig om bygge- og anlægsbranchen.

Mildere vinde på vej?

Skatterådet har for ganske nylig afgivet to bindende svar, hvor det blev godkendt, at der var indgået en entreprisekontrakt, og at der ikke var tale om arbejdsudleje, selv om det pågældende arbejde udgjorde en integreret del af den danske virksomheds forretningsområde.

De to afgørelser fra Skatterådet kunne tyde på, at kravet om permanent outsourcing er på vej retur. Skatterådet vurderede i de to sager, at opgaven var udlagt til en selvstændig kontraktpart som en delentreprise og derfor ikke var omfattet af reglerne om arbejdsudleje. Ved denne vurdering lagde Skatterådet vægt på, at:

  • Den udenlandske virksomhed medbringer egne medarbejdere til arbejdet, såvel til selve arbejdet som ledelsen heraf. Antallet af medarbejdere og disses kvalifikationer har den danske virksomhed ingen indflydelse på.
  • Den udenlandske virksomhed medbringer materiale og maskiner.
  • Der er tale om en selvstændig udenlandsk virksomhed, der for egen regning og risiko udfører det omhandlede arbejde som en selvstændig virksomhed uden direkte eller indirekte indflydelse/styring fra den danske virksomhed.
  • Opgaven er tilstrækkelig klart udskilt fra den danske byggeentreprenørs eget arbejde og andre underleverandører på det pågældende byggeri.

Den 11. marts 2014 har Skatteministeren besvaret en række spørgsmål om arbejdsudleje, herunder om problemstillingen permanent outsourcing. Skatteministeren har svaret, at der pt. arbejdes på et styresignal, der skal bidrage til at skabe større sikkerhed om, hvornår der foreligger arbejdsudleje.

Noget kunne tyde på, at der er mildere vinde på vej, og de danske virksomheder derfor i en række tilfælde slipper for at skulle indeholde arbejdsudlejeskat.