Udlån fra virksomhedsordningen

Udlån af penge anbragt under virksomhedsordningen er normalt at karakterisere som private udlån og dermed som en hævning af beløbet. I en nylig offentliggjort afgørelse fra Skatterådet er et udlån til en samhandelspartner blev godkendt som et erhvervsmæssigt udlån.

Tidligere praksis – privat udlån

I de seneste 12 år har der været offentliggjort en række afgørelser om udlån af midler fra virksomhedsordningen, senest en højesteretsdom fra sommeren 2013. Der har typisk været tale om udlån til børn eller et af virksomhedsejeren ejet selskab.

Fælles for alle afgørelserne har været, at udlånene er blevet betragtet som virksomheden uvedkommende, og lånebeløbet er derfor blevet betragtet som en hævning med beskatning til følge.

Skatterådets afgørelse om erhvervsmæssigt udlån

Der var tale om et landbrugsinteressentskab med to interessenter.

Den ene interessent påtænkte at foretage et udlån af midler placeret i virksomhedsordningen. Udlånet skulle ske til et selskab (A ApS), hvor han ejede 50 % af kapitalen, og den anden interessent ejede den resterende andel af selskabskapitalen.

Interessentskabet dyrkede afgrøder, der blev solgt til A ApS, som forarbejdede grøntsagerne mv., hvorefter disse blev solgt, typisk til udlandet.

Interessenten ønskede kun at udlåne pengene til A ApS, hvis lånet kunne indgå i virksomhedsordningen og dermed ikke blev betragtet som en hævning.

Det var Skatterådets opfattelse, at udlån til et selskab, som ”udlånsvirksomheden” har samhandel med, er et erhvervsmæssigt udlån og derfor ikke en hævning i virksomhedsordningen.