Exitbeskatning af aktier

Ved flytning til udlandet skal der opgøres en fortjeneste på aktier på tidspunktet for ophør af fuld dansk skattepligt, herunder skift af skattemæssigt domicil.

Hovedreglen er, at denne beskatning af en urealiseret aktieavance kun gælder, når personen har været fuld skattepligtig til Danmark i mindst 7 år, inden for de seneste 10 år, forud for ophøret af den fulde danske skattepligt, og aktiernes kursværdi udgør mere end 100.000 kr. Der kan opnås rentefri henstand med fraflytterskatten (henstandssaldo), men der skal dog stilles sikkerhed, hvis personen bor uden for EU/EØS. 

Den ved fraflytningen beregnede skat forfalder til betaling, når aktierne sælges. Men der skal også ske afdrag på henstandssaldoen ved følgende dispositioner:

  • Udlodning af udbytte
  • Andre udlodninger og dispositioner, der reducerer aktiernes værdi.
  • Tildeling af fondsaktier, tegning af aktier til favørkurs og eftergivelse af gæld
  • Aktionærlån

Anmodning fra Kommissionen

Europa-Kommissionen mener, at de danske regler om beskatning af aktier er mere vidtrækkende end, hvad der er nødvendigt for at forhindre skatteundgåelse.

Reglerne er derfor i strid med princippet om fri bevægelighed for personer og kapital.

Derfor har kommissionen anmodet Danmark om at ændre de gældende regler inden for to måneder, så de danske regler ikke er i strid med EU-retten.

Det synes ganske givet, at der lovgivningsmæssigt ikke vil ske en afskaffelse af reglerne om fraflytningsbeskatning, men kun en tilpasning af reglerne.