Årets julegave til medarbejderne

Gaver fra arbejdsgiver til medarbejder er normalt skattepligtige og beskattes på samme måde som løn.

Smågaver fra arbejdsgiveren

Mindre personalegoder og gaver fra arbejdsgiveren beskattes kun, hvis årets samlede gaver overstiger 1.000 kr. (skattefri bagatelgrænse i 2012). Den skattefri bagatelgrænse omfatter mindre gaver og påskønnelser i form af eksempelvis blomster, vin og chokolade. Hvis den samlede værdi af årets gaver overstiger 1.000 kr., er medarbejderen skattepligtig af det fulde beløb og ikke kun af den del, der ligger ud over bagatelgrænsen.

Har en medarbejder modtaget gaver fra arbejdsgiveren i årets løb for eksempelvis i alt 1.200 kr., er udgangspunktet, at det skattepligtige beløb udgør 1.200 kr., da bagatelgrænsen er overskredet. Men udgør julegavens værdi 700 kr. ud af det samlede beløb på 1.200 kr., er julegaven skattefri, og det skattepligtige beløb udgør derfor 500 kr.

Har julegaven derimod en værdi på 900 kr., og har medarbejderen modtaget andre smågaver fra arbejdsgiveren til en samlet værdi på 600 kr., er medarbejderen skattepligtig af 1.500 kr. Er der ikke modtaget andre gaver end julegaven til en værdi af 900 kr., er denne skattefri, da beløbsgrænsen på 1.000 kr. dermed ikke er overskredet.

Den sikre vej frem til skattefrihed for årets julegave er, at værdien maksimalt er 700 kr., da der ofte vil være smågaver mv., der falder ind under bagatelgrænsen på 1.000 kr.

Julegave i form af kontanter, gavekort eller naturalier

Kontanter og gavekort er skattepligtige uanset beløbets størrelse. Et gavekort til medarbejderne kan dog være skattefrit, hvis gavekortet højst har en værdi på 700 kr. og et begrænset anvendelsesområde.

Fra praksis kan nævnes følgende eksempler, hvor gavekortet mv. er blevet sidestillet med en naturaliegave og dermed skattefrit, da værdien ikke oversteg 700 kr.:

  • Medarbejderen havde mulighed for at vælge mellem 25 forskellige gaver via internettet. Arbejdsgiveren havde på forhånd udvalgt de 25 gaver.
  • Et gavekort til en bestemt restaurant. Gavekortet gav medarbejderen ret til at vælge mellem 3 forskellige menuer.
  • Et oplevelsesbevis, der gav adgang til én hotelovernatning for to personer inklusive morgenmad alternativt to overnatninger på en campingplads. Oplevelsesbeviset kunne benyttes på en lang række hoteller og campingpladser.

Fælles for alle de nævnte eksempler er, at gavekortet mv. ikke kunne ombyttes til kontanter.

Selv om gavekortet ikke kan ombyttes til kontanter viser praksis dog, at ikke alle gavekort, hvor der kan vælges mellem forskellige naturalier, er skattefri efter den særlige julegaveregel.

I en konkret sag påtænkte en virksomhed at give medarbejderne et gavekort med en værdi på maksimalt 700 kr. Medarbejderen kunne på en hjemmeside vælge mellem en bred vifte bestående af gaver i form af mad, drikke, restaurationsbesøg, kro- og hotelophold, wellness, adgang til diverse sportsaktiviteter mv. Flere gavekort kunne anvendes samlet til en enkelt aktivitet. Her var viften for bred, og Skatterådet udtalte, at gavekortet var skattepligtigt for medarbejderen, selv om beløbsgrænsen på 700 kr. ikke blev overskredet.