Selvangivelse og restskat

For langt de fleste skatteydere var selvangivelsesfristen 1. maj 2012. 

Hvis man efterfølgende finder ud af, at de rettelser og tilføjelser, man har indsendt eller indtastet til årsopgørelsen fra SKAT er forkerte eller mangelfulde, kan man via TastSelv-menuen ”Ændre årsopgørelsen – tidligere år” få genoptaget årsopgørelsen. De ændringer, der foretages, skal i så fald begrundes.

Selvangivelsen 

Personer, som er samlevende med en ægtefælle, som modtager en udvidet selvangivelse, og personer, der modtager en udvidet selvangivelse, eksempelvis som følge af at personen har udenlandsk indkomst eller deltager i et anpartsprojekt, skal selvangive senest den 1. juli 2012.

Selvangivelsesfristen 1. juli 2012 betyder, at man via TastSelv senest søndag den 1. juli 2012 kl. 24:00 skal have indtastet og godkendt de selvangivne oplysninger. Alternativt skal selvangivelsen indsendes, så den er modtaget hos SKAT med morgenposten den 2. juli 2012.

Restskatten

Sidste frist for frivillig indbetaling af restskat er mandag den 2. juli 2012. Restskatten tillægges en dag-til-dag rente på 3,4 % fra den 1. januar 2012 til den 2. juli 2012.

Betales restskatten ikke senest den 2. juli 2012, bliver restskat op til 18.300 kr. med tillæg af et procenttillæg på 5,4 % indregnet i forskudsskatten for 2013.

Restskat over 18.300 kr. betales sammen med procenttillægget via tre indbetalingskort i september, oktober og november 2012.