Restskat 2010

Reglerne for beregning af renter og procenttillæg til restskat er som følger:

  • Hvis restskatten betales senest den 30. december 2010, skal der ikke betales renter eller procenttillæg.
  • Hvis restskatten betales i perioden 1. januar – 1. juli 2011, skal der betales en dag til dag-rente.
  • Hvis restskatten først bliver betalt efter den 1. juli 2010, skal der betales et procenttillæg.

Betaling senest den 30. december 2010

Der skal ikke betales hverken dag til dag-rente eller procenttillæg.

Er man selvstændigt erhvervsdrivende, og anvender virksomhedsskatteordningen, kan det skattemæssigt være en fordel at vente med at betale restskatten indtil 2011, mod betaling af en dag til dag-rente. Det skyldes, at frivillige indbetalinger af restskat i virksomhedsskatteordningen anses som private hævninger. Det udskyder beskatningen et år mod en billig rente.

Betaling i perioden 1. januar 2011 til 1. juli 2011

Ved indbetaling af restskat i perioden 1. januar 2011 til 1. juli 2011 skal der betales dag til dag-rente, og denne udgør 4,2 % p.a.  Dag til dag-renten kan ikke skattemæssigt fratrækkes.

Betales restskatten den 20. januar 2010, skal der betales rente for 20 dage.
Udgør den forventede restskat eksempelvis 100.000 kr., beregnes renten således:

100.000 kr. x 4,2 % x 20/365 = 230,44 kr.

Viser det sig senere, at restskatten er større, kan der foretages yderligere indbetaling mod betaling af en dag til dag-rente. Indbetaling skal dog ske senest den 1. juli 2010.

Restskat, der ikke er indbetalt senest den 1. juli 2011

Er restskatten for indkomståret 2010 ikke indbetalt senest den 1. juli 2011, skal der ikke betales en dag til dag-rente, men i stedet et procenttillæg. Procenttillægget udgør 6,2 %. Procenttillægget kan ikke skattemæssigt fratrækkes.

Hvis restskatten for indkomståret 2010 udgør 100.000 kr., indregnes 18.300 kr. med tillæg af 6,2 % eller i alt 19.434,60 kr. i forskudsskatten for indkomståret 2012. Den resterende restskat på 81.700 kr. med tillæg af 6,2 % eller i alt 87.765,40 kr. opkræves fordelt på 3 rater i september, oktober og november 2011.

AM-bidrag

AM-bidrag er først omfattet af reglerne om restskat fra og med indkomståret 2011. Har man betalt for lidt i AM-bidrag, opkræves disse for indkomståret 2010 derfor fortsat uden betaling af renter eller procenttillæg.
For meget betalt AM-bidrag i løbet af 2010 modregnes i en eventuel restskat for 2010 inden beregning af dag til dag-rente eller procenttillæg.

Overskydende skat

Ved udbetaling af overskydende skat for indkomståret 2010 får man et procenttillæg. Procenttillægget udgør 0,5 %. Der opnås ikke procenttillæg til overskydende skat, der skyldes frivillig indbetaling af restskat. Ved udbetaling af overskydende skat, hvor der er betalt en dag til dag-rente af beløbet, vil der sammen med udbetalingen af den overskydende skat ske tilbagebetaling af den betalte dag til dag-rente.

Har man betalt for meget i skat i løbet af 2010, er der mulighed for at få for meget betalt skat udbetalt allerede nu – en såkaldt § 55-udbetaling. Anmodning herom skal være indgivet inden 31. december 2010. Ved en sådan udbetaling før tiden opnås intet procenttillæg.